Kender du de nye færdselsregler 2022?
Ved årsskiftet trådte en række nye love og regler i kraft, som har betydning for dig, hvis du kører bil, motorcykel eller el-løbehjul. Bl.a. bliver fartbøderne sat op, der indføres vejsidesyn af motorcykler, og det er blevet lovpligtigt at køre med hjelm på motoriserede skateboards og el-løbehjul. Derudover har vi fået to nye færdselstavler. Læs meget mere her!
De vigtigste ændringer i trafik- og færdselsregler
Der trådte en række nye love og regler i kraft fra årsskiftet, og de har betydning for alle bilister og motorcyklister. Har du taget kørekort eller motorcykel kørekort inden nytår, er der altså stor sandsynlighed for, at disse regler er helt nye for dig. Herunder følger en kort gennemgang af de vigtigste ændringer, du skal være opmærksom på fra 1. januar 2022, så du kan være bedst muligt forberedt.
Højere takster for fartbøder
Har du en tung speeder-fod, kan du se frem til større bøder i 2022. Bødetaksterne vil stige 20% til et beløb, som kan deles med 600. Derfor vil den mindste, almindelige fartbøde fremover være på 1.200 kr. Kører du for eksempel 80 km/t i byzonen, hvor du højst må køre 50 km/t, kan du regne med at skulle betale 4.200 kr. i bøde. Med andre ord kan det altså godt svare sig at overholde fartgrænser.
Kører du mere end dobbelt så hurtigt som det tilladte (og kører over 100 km/t) har politiet nu beføjelser til at konfiskere bilen, der har været brugt til vandvidskørsel – uanset om det er bilens ejer, som har kørt bilen, eller ej.
Motorcyklen bliver synet i vejsiden
Motorcyklister må i det nye år forberede sig på, at de kan blive vinket ind til et såkaldt vejsidesyn. Det betyder, at en synsinspektør vil kontrollere, om fejl, der tidligere er blevet påpeget ved syn, er blevet udbedret, samt lave en vurdering af motorcyklens tekniske tilstand.
Opdager synsinspektøren alvorlige fejl på motorcyklen, kan det føre til indkaldelse til syn i synshal eller kørselsforbud. Formålet med denne regel er blandt andet at sætte en stopper for motorcykler, der støjer mere end det tilladte.
Formodningsreglen forlænges i ny købelov
Inden 1. januar 2022 gjaldt formodningsreglen i 6 måneder; det vil sige, at de første 6 måneder, efter du har købt bilen, må man formode, at de fejl, der opstår, allerede har været til stede på købstidspunktet. Nu er der kommet en ny købelov, og den periode, hvor formodningsreglen gælder, er nu blevet forlænget fra 6 til 12 måneder – i denne periode er det altså ikke dig som køber, men sælger, der skal betale for at rette fejlen (formodningsreglen skal dog ikke forveksles med dine 2 års reklamationsret).
Der er blevet tilføjet to nye skilte
I 2022 er der kommet to nye færdselstavler i samlingen:
Trafiktavle M18: Trafiktavle M 18, der markerer muligheden for at skifte transportform. Det kan for eksempel være steder, hvor der er samkørselsmuligheder, eller hvor der er adgang mellem kollektiv transport og andre transportformer. |
Trafiktavle A38: Trafiktavle A38 har hverken noget at gøre med syrnet mælk eller chefen for den oprindelige nissebande; den angiver en såkaldt lunke i vejen, der kan resultere i vand på kørebanen ved kraftig nedbør. |
Skattefri ladeboks til elbilen
Efter nytår bliver du ikke længere beskattet af værdien på din ladestander eller -boks, hvis du har fri firmabil. Har du haft fri elbil (eller plugin-hybrid) som firmabil i minimum 6 måneder (regnet fra 1. januar 2022), vil du heller ikke blive beskattet, hvis laderen overgår til privat brug.
Spænd hjelmen når du kører el-løbehjul
Nogle elsker dem, andre hader dem, men en ting er sikkert; el-løbehjul er kommet for at blive. Desværre har den stigende mængde el-løbehjul på vejene resulteret i en stigning i alvorligt tilskadekomne trafikanter. Derfor er der pr. 1. januar 2022 indført nye regler, der gør det lovpligtigt at køre med en el-løbehjul hjelm på alle el-løbehjul, motoriseret skateboard og andre “selvbalancerende køretøjer” som uniwheels og segboards. Kører du alligevel på et af disse transportmidler uden en godkendt cykelhjelm, kan du blive straffet med bøde.
Undgå at bruge dumme penge på bøder
Hvad koster det at have bil? Lidt mindre, hvis du undgår bøder. Der er altså potentielt mange penge at spare, hvis du overholder de nye trafikregler, og på den måde kan du holde dine udgifter til bilen så lave som muligt. Du bør også være opmærksom på, at det er et krav at køre med hjelm på el-løbehjul og lignende motoriserede køretøjer. Desuden er du nu bedre stillet i forhold til fejl på bilen, der opdages op til et år efter købstidspunktet.
Som motorcyklist skal du være opmærksom på, at du kan blive ind til et vejsidesyn – så motorcyklen skal altså være klar til syn, hver gang du er ude at køre, og ikke kun når den er i synshallen.
Så sæt dig godt ind i de nye færdselsregler, lær de to nye skilte at kende, kør pænt og husk hjelmen, så alle kan komme sikkert frem i trafikken.